Fransk-sovjetiske gensidige bistandspagt af maj 1935

Den Fransk-sovjetiske gensidige bistandspagt af maj 1935 var en bilateral pagt mellem de to lande med det formål at inddæmme Nazitysklands aggressive politik. initiativet til traktaten blev taget af Louis Barthou, som var Frankrigs udenrigsminister, men han blev snigmyrdet inden forhandlingerne blev afsluttet. Hans efterfølger, Pierre Laval, var skeptisk både overfor det ønskelige i en alliance med Sovjetunionen og overfor værdien af en sådan, men efter den tyske erklæring om genoprustning i marts 1935 tvang den franske regering den tøvende udenrigsminister til at afslutte den aftale med Moskva, som Barthou havde påbegyndt. Pagten blev afsluttet i Paris den 2. maj 1935. Ratifikationerne udvekslet i Moskva den 27. marts 1936, og pagten trådte i kraft samme dag. Den blev indført i League of Nations Treaty Series den 18. april 1936.^[1]

Laval havde sørget for af sikre sig, at pagten med Sovjetunionen var i nøje overensstemmelse med Folkeforbundstraktaten og Locarno-traktaten. Dette betød i praksis, at den ene af parterne kun kunne yde militær støtte til den anden efter at en påstand om uprovokeret aggression var blevet indleveret til Folkeforbundet og kun efter at de andre underskrivere af Locarno-traktaten (Storbritannien, Italien og Belgien) havde godkendt det. Effekten af denne pagt blev yderligere undermineret af den franske regerings afvisning af at acceptere en militær aftale om den måde hvorpå de to landes hære skulle koordinere aktioner i tilfælde af en krig med Tyskland.

Pagten var ikke længere det, som Louis Barthou oprindelig havde planlagt, men den tjente fortsat som en hul diplomatisk trussel om krig på to fronter for Tyskland, hvis landet skulle forfølge en aggressiv udenrigspolitik. De fleste af Locarno-landene følte, at den kun kunne virke til at drage dem ind i en selvmorderisk krig mod Tyskland til fordel for Sovjetunionen. Den markerede et stort skifte i sovjetisk politik under den 7. kongres i Komintern fra en revisionistisk holdning overfor Versaillestraktaten i retning af en mere vestligt-orienteret udenrigspolitik, som foreslået af Maksim Litvinov. Ratifikationen af traktaten i den franske parlament blev brugt som en undskyldning fra Adolf Hitlers side til at remilitarisere Rhinlandet, hvilket var strengt forbudt i Versaillestraktaten.

1. ^ League of Nations Treaty Series, vol. 167, pp. 396-406.